Når frivillige skaber velfærd

Link til lærervejledning: (pdf)

Link til FB side: https://www.facebook.com/Fixelancen/

 

 

 

Siden 1970’erne har narkoproblematikken præget Vesterbro og skabt mange konflikter mellem beboere og stofbrugere. Stofbrugere tog deres stoffer i trappeopgange og på legepladser og efterlod sundhedsfarlige kanyler og andet affald til stor gene for de lokale beboere. Debatten og ønsket om at skabe værdige forhold for både stofbrugerne og beboerne på Vesterbro, har varet næsten lige så længe men indtil 2012 uden at resultere i holdbare løsninger.

I september 2011 besluttede en gruppe lokale beboere derfor at danne Foreningen Fixerum. Uden offentlig støtte men udelukkende med frivillige bidrag, fondsmidler og sponsorater købte de en gammel brugt ambulance i Tyskland, indrettede den som et mobilt fixerum, bemandede den med chauffør og sundhedspersonale og kørte ud på Vesterbro tre timer hver aften for at tilbyde stofbrugerne rene kanyler og et trygt og værdigt rum, hvor de kunne indtage deres stoffer med den nødvendige lægehjælp indenfor rækkevidde i tilfælde af en overdosis.

Efter kun et år på gaden kunne Foreningen Fixerum nedlægge sig selv: Gennem konkret handling havde en gruppe frivillige formået at transformere lokalsamfundet og løse en meget fastlåst problemstilling. Med Folketingets vedtagelse af loven om stofindtagelsesrum og en kommune, der nu var åben overfor alternative løsninger, var missionen fuldført, og den 1. oktober 2012 etablerede Københavns Kommune Danmarks første permanente fixerum.

Filmen, Når frivillige skaber velfærd, sætter fokus på, hvordan man som borger selv kan tage ansvar for den udvikling, man ønsker i samfundet, og på hvordan civil ulydighed kan blive til dansk velfærd.